Knud 4. den Hellige

Knud 4. den Hellige, søn af Svend Estridsen, konge af Danmark 1080-1086 efter sin broder, Harald Hens død. Knud er således den anden i rækken af de fem sønner af Svend Estridsen, som bliver konge af Danmark. Gift med Edel, søster til grev Roberts af Flandern. Knud ønsker at genetablere Knud den Stores imperium, men det falder ikke i stormændendes smag. I 1085 samler Knud hele den danske ledingsflåde - måske 1.000 skibe - i Limfjorden for at rette et angreb på England. Men flåden kommer aldrig af sted, fordi Knud har travlt ved sydgrænsen, hvor han er i konflikt med den tysk-romerske kejser, Heinrich IV. Først hen på sommeren får ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lader sine fogeder opkræve bøder af dem, der er taget hjem i utide (for at passe deres gårde). Det resulterer i åbent oprør, og Knud må flygte fra kongsgården Børglum til Aggersborg og videre til Viborg og Slesvig for at ende i Odense. Den 10. Juli 1086 bliver han myrdet i Skt Albani kirke, hvor han har søgt asyl, men det respekteres ikke. Blandt kongens følge er det kun hans broder, Erik Ejegod, der undslipper. Straks efter Knuds død går blandt andet hans broder, Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Den efterfølgende misvækst i landbruget tolkes som et tegn på, at Gud er utilfreds med drabet. Knud bliver begravet i domkirken, som han selv har ladet bygge. Og der begynder snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 bliv han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbringes i et gyldent helgenskrin på alteret i Skt Knuds Kirke i Odense, hvor de i dag kan betragtes.